Nyhed

Kanye West arbejder på nyt album

Rapper/produceren lader sig inspirere af koryfæer som Gil Scott-Heron, Nina Simone og Maya Angelou

Den storsælgende producer, rapper og autotune-sanger har i løbet af 2009 lavet så meget rav i den, at selv den amerikanske præsident Obama ikke kunne lade være med at kalde ham en "Jackass" i en sidebemærkning. Nu lader det til, at det igen skal handle om musik for Kanye West, der netop har udtalt, at han er tilbage i studiet og arbejder med nyt materiale.

Siden den skandaløse optræden overfor den unge sangerinde Taylor Swift til MTV Awards sidste år har der været stille omkring den storskrydende kunstner. Kanye West skriver på sin officielle blog, at han takker sin fans for den støtte, han stadig får, og at han for femte gang er i studiet for at lave et album. Han skriver derudover i sit indlæg:

"Det er sjovt, hvordan så mange rappere bliver mere og mere dårlige, når deres karrierer strækker sig ud, mens de rigtige poeter bliver bedre. Vi vil gå i Gil Scott-Heron, Nina Simone og Maya Angelous fodspor; deres værker blev kun bedre med tiden. De dokumenterede, hvad der skete i kulturen, så når der er kræfter, som forsøger at genskrive historien, kan man altid kigge på vores værker og finde sandheden og oprigtigheden i en verden, der består af bearbejdet information." 


Armbevægelserne i Kanye Wests udtalelser er med andre ikke blevet mindre på det seneste, men med udtalelserne om at være tilbage i studiet og en luftning af det nye nummer "Gold Digger mk. II" til en Kid Cudi-koncert i december tyder alt på, at kunstneren og produceren Kanye West er tilbage i løbet af dette år.

ANNONCE