x

Elvis Costello og Sheryl Crow er med i Stephen King-musical

Elvis Costello og Sheryl Crow er med i Stephen King-musical

Det er omkring to år siden, at forfatteren Stephen King og den amerikanske rockmusiker John Mellencamp fremlagde deres planer om at skrive og opsætte en musical med navnet "Ghost Brothers Of Darkland County". Nu afslører King rollelisten, der byder på en ordentlig omgang velkendte personligheder.

Elvis Costello (billedet) og Neko Case er de sidst ankomne til den længe ventede musical, mens countrylegenden og skuespilleren Kris Kristofferson sammen med singer-songwriteren Will Dailey har fået hovedrollerne. Derudover har Stephen King via sin egen hjemmeside afsløret navne som Sheryl Crow, bokseren Joe Frazier og sangskriveren Rosanne Cash, der er datter af den afdøde Johnny Cash.

Hvis stjernebesætningen og ideen om en musical med denne brogede forsamling skulle friste for det danske publikum, skulle der også være en udgivelse på vej. Ideen er, at produceren T-Bone Burnett koger opsætningen ned til en boks indeholdende tre cd'er og en bog. Stephen King skriver om den kommende udgivelse på sin hjemmeside:

"John (Mellencamp, red.) vil gerne understrege, at denne tre-disc-pakke ikke er nogen traditionel lydbog. Det er mere som at lytte til et gammelt radioshow med musik."

Der er dermed rigeligt at glæde sig til, selvom man ikke er på vej til Broadway eller Atlanta, hvor musicalen eftersigende skal opsættes. Der er dog stadig ikke premieredatoer eller udgivelsesdatoer, men ifølge den velkendte gyserforfatters egne ord er der belæg for et spændende projekt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA