Nyhed

The Knife udgiver Darwin-opera

Den svenske duo udgiver musikken til den danske opsætning af "I Morgen Om Et År" i et dobbeltalbum

Søskendeparret Karin Dreijer Anderson (der også er kendt under aliaset Fever Ray) og Olof Dreijer har været vellidte som duoen The Knife, der i løbet af de seneste år har udgivet tre elektroniske udgivelser, der har eksperimenteret en del med musikstilarterne. Duoen sadlede dog alligevel en smule om, da de sidste år besluttede sig for at lave musikken til en ny dansk opera om Charles Darwins liv, som nu også bliver til den fjerde udgivelse fra gruppen.

Operaen, der tager afsæt i Darwins verdenskendte bog "Arternes Oprindelse", blev igangsat af det danske teaterkompagni Hotel Pro Forma på 150-året for bogens udgivelse. The Knife har sammen med kunstnerne Mt. Sims og Planningtorock stået for den musikalske del, der blandt andet har ført Olof Dreijer ned til Amazonasjunglen for at optage dyrelyde til formålet.

"I Morgen Om Et År" havde premiere i september sidste år på Det Kgl. Teater og skal også have premiere i flere europæiske byer under navnet "Tomorrow, In A Year", som også bliver titlen på dobbeltalbummet. Musikeren og produceren Olof Dreijer fortæller selv i pressemeddelelse om det at starte fra bunden med at lære opera-genren at kende:

"Først var det meget svært for os, da vi ikke vidste meget om opera. Vi havde aldrig set en. Jeg vidste ikke, hvad ordet 'libretto' betød. Men efter at have studeret genren og bare ved at blive vant til operaens prætentiøse og dramatiske gestik, fandt jeg ud af, at der var meget at lære og meget at lege med. Faktisk gav vores ignorance os en positiv og respektløs tilgang til det at lave en opera."

Resultatet af The Knifes oplevelse af opera-genren kan snart høres på albummet "Tomorrow, In A Year", der udkommer den 1. marts.

Tracklisten er som følger:

CD 1
01. Intro
02. Epochs
03. Geology
04. Upheaved
05. Minerals
06. Ebb Tide Explorer
07. Variation of Birds
08. Letter to Henslow
09. Schoal Swarm Orchestra

CD 2
01. Annie's Box
02. Tumult
03. Colouring of Pigeons
04. Seeds
05. Tomorrow in a Year
06. The Height of Summer
 
Bonus track
07. Annie's Box (alt. vocal)

ANNONCE