Nyhed

Madonna blander hiphop og rock på næste album

A-Trak og Brendan O'Brien er producere på opfølgeren til "Hard Candy"

Madonna er så småt begyndt at arbejde på opfølgeren til 2008-albummet "Hard Candy". Albummet, der bliver Madonnas 12. studiealbum (soundtracks fraregnet) bliver ifølge Daily Star produceret af rockproduceren Brendan O'Brien (Pearl Jam, Bruce Springsteen, AC/DC og mange flere) og hiphop-dj'en A-Trak, der de sidste fire år har ageret som opvarmnings-dj for Kanye West.

A-Trak fortæller til Daily Star:

"Det er min produktion, som bliver lavet om til en sang-struktur. Et sted mellem rap og elektronisk musik og alt muligt andet, jeg lytter til."


Ifølge Daily Star bliver det nye album Madonnas svar på Run DMC's fusion af rap og rock på firserhittet "Walk This Way", men dette er vist Daily  Stars helt egen udlægning.

Madonna har gennem sin karriere arbejdet med en lang række markante sangskrivere og producere, som hyppigt er blevet skiftet ud. Blandt hendes mest prominente samarbejdspartnere kan nævnes Jellybean, Nile Rodgers, Prince, Shep Pettibone, Babyface, Nellee Hooper, Björk, William Orbit, Mirwais, Stuart Price, Timbaland og Pharell Williams.

Det nye album udkommer muligvis engang i løbet af året.


ANNONCE