Nephew, Turboweekend og schweiziske The Peacocks er blandt andre kommet på plakaten til festivalen i Skalskoven
Listen over store danske navne, der besøger den lille fede festival i Nibe, er allerede ganske omfattende, og arrangørerne bag arrangementet kan i forvejen præsentere navne som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir, Selvmord, Magtens Korridorer og Dúné. Nu udvider festivalen programmet med endnu fire danske og et enkelt schweizisk navn.
Nephew, der har spillet to gange før til festivalen, har påbegyndt årets prishøst med hele tre GAFFA-priser og nomineringer til de kommende award shows som P3 Guld og Zulu Awards. Gruppen besøger igen Nibe sammen med hitmageren Rasmus Seebach, de energiske Turboweekend og Infernal, der også vender tilbage til Skalskoven.
Derudover kan Den Lille Fede annoncere, at de schweiziske The Peacocks indtager festivalen og spiller deres kombination af punk, rock og rockabilly. Arrangørerne og ikke mindst publikum havde sidste år stor glæde af de austalske pendanter The Living End, der satte gang i festen og gentager nu succesen med endnu en gruppe i genren. The Peacocks har desuden tidligere været i Danmark, da de var "special guests" til Volbeat-koncerten i Gigantium sidste år.
Der er dermed rigeligt med grunde til at tage turen over til Nibe, når festivalen løber af stablen fra den 30. juni til den 3. juli, og billetter kan findes på festivalens hjemmeside.