Nyhed

Teaterkoncerten Baby Blue forlænges

Steffen Brandt og Trine Dyrholm tager endnu en uge på scenen med Bob Dylans sange på Betty Nansen Teatret

Teaterkoncerten "Baby Blue" med Steffen Brandts dansksprogede fortolkninger af et udvalg af Bob Dylans slidstærke sange har været en stor publikumssucces. Siden premieren på Betty Nansen Teatret i København 28. november har forestillingen spillet for en udsolgt sal aften efter aften, og holdet bag har derfor besluttet sig til at spille en uge ekstra. Med andre ord kan "Baby Blue" nu opleves til og med 30. januar.

I teaterkoncerten fremfører Steffen Brandt sine Dylan-fortolkninger sammen med Trine Dyrholm, fire performere og et band bestående af de meget erfarne musikere Nicolai Munch-Hansen, Jakob Bro, Rune Kjeldsen, Silas Hagemann Tinglef, Simon Toldam og Jacob Funch. For iscenesættelsen står Kamilla Wargo Brekling og Niclas Bendixen, mens scenografien er skabt af Maja Ravn. Musikken fra forestillingen er også udgivet på et dobbelt studiealbum, ligeledes betitlet "Baby Blue". Her medvirker Trine Dyrholm dog ikke.

Er "Baby Blue" blevet en stor publikumssucces, har anmeldelserne været lidt mere blandede. DR2's Smagsdommerne var eksempelvis langtfra begejstrede, og GAFFAs anmelder Lars Siersbæk Nilsson var også lidt mellemfornøjet. Han uddelte tre stjerner og konkluderede følgende:


 "Baby Blue" er altså en kompleks størrelse. Steffen Brandt har dygtigt og respektfuldt oversat Bob Dylan, og han bakkes glimrende op af Trine Dyrholm og et virkelig velspillende band, der live ryster sig fri af albummets noget uldne Nikolaj Nørlund'ske produktion. Det er koncertdelen. Teateret ligger det noget tungere med. Det er ikke mange klichéer, der ikke bliver skudt ud over rampen. Man kan måske forestille sig, at det på pressebilleder gør sig godt med en on-stage snestorm til "Leopardskindshat", men det er ikke en effekt, der føjer noget interessant til hverken Dylan eller Brandts univers."

Billetsalget er gået i gang på Billetnet.

 


ANNONCE