Nyhed

Ne-Yo til Danmark

Den Grammy-vindende r&b-sanger gæster den gamle tappehal på Vesterbro, Tap.1, i februar

Selvom den 30-årige r&b-sanger Ne-Yo ikke har udgivet mere end tre albums, er den produktive mand et verdensnavn både for sin egen musik og ikke mindst for sine imponerende sangskriverevner. Nu kan danskerne få glæde af den soulede stemme, når Ne-Yo indtager den ny scene Tap 1 i den gamle tappehal på Calrsberggrunden.

Ne-Yo er på sin hidtil største Europa-turné med albummet "Year Of The Gentleman", der er det tredje album, sangeren sælger platin med. Derudover er Ne-Yo kendt for at have skrevet store hits for navne som Mary J. Blige, Rihanna og Beyoncé.

Det var også med sangskrivningen, at r&b-sangeren fik foden indenfor i musikbranchen, da sangeren Marios nummer "Let Me Love You" (der naturligvis var skrevet af Ne-Yo) gik nummer et i USA. Dette gjorde senere, at Ne-Yo blev introduceret til Jay-Z, da han var pladeboss på Def Jam Records, hvorefter solokarrieren tog fart.


Et utal af musikpriser, salgstal og hits senere inviterer Ne-Yo nu til fest på dansk jord, når hitmageren besøger landet den 21. februar i Tap.1. Billetter kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE