Nyhed

Julie Maria tager på Danmarksturné

Den erfarne sangerinde er netop blevet nomineret til P3 Prisen og tager rundt på de danske spillesteder i foråret

Som den eneste kvindelige musiker kæmper Julie Maria med blandt andre Oh No Ono og Turboweekend om den respekterede P3 Prisen, som gives til et navn sammen med 100.000 kroner til DR's musikprisshow P3 Guld. I mellemtiden gør den erfarne sangskriver og sangerinde klar til endnu en turné i Danmark.

Julie Maria debuterede med jazzpop-debut "Beautiful Minor" i 2004, som sangeren Steffen Brandt hørte, og han inviterede derpå sangtalentet med på en duet på TV2-albummet "De Første Kærester På Månen". Herefter har den kantede sangerinde koncentreret sig om dansksproget musik på de to seneste albums, hvoraf "Yaguar" fra oktober især skilte sig ud.

Det måtte GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen også sande, da han hørte udgivelsen, som ikke kunne få mindre end fem stjerner og et udsagn om, at dette måtte være "efterårets mest forfriskende danske popudgivelse". Derudover skrev han i sin anmeldelse:

"Når man ramler ind i sangen 'Ubestået' på Julie Marias tredje album, står det hurtigt klart, at vi her møder en af den danske popscenes mest talentfulde sangskrivere, der for alvor er vokset og folder sig helt ud. Sangen rummer det usagte og giver en distanceret refleksion om et liv, der kunne være levet. Det hele samlet i et elegant omkvæd og ført frem af en fortættet melodi."

Nu er der igen mulighed for at høre den talentfulde sangerinde live, når hun tager på turné i februar og marts. Billetter til koncerterne med Julie Maria kan findes på GAFFA Live og sangerinden kan opleves følgende steder:

19-02-2010 – Voxhall, Århus
20-02-2010 – Dexter, Odense C
27-02-2010 – Godset, Kolding
04-03-2010 – Lille Vega, København
05-03-2010 – Stars, Vordingborg
06-03-2010 –  Kulturhuset Pavillionen, Grenå
12-03-2010 – Kielgasten, Holstebro
13-03-2010 – Bio Huset, Galten
19-03-2010 – Volksbad, Flensburg
20-03-2010 – Klauzdal, Herlev
15-04-2010 – Viften, Rødovre

ANNONCE