Nyhed

Troels Abrahamsen går i studiet med Veto

Frontmanden afslutter indspilningerne til sit andet soloalbum og gør klar til indspilningen af Vetos tredje fuldlængdealbum

Forsættelsen til blæksprutten Troels Abrahamsens første soloalbum "WHT" skulle efter planen have været udgivet i oktober sidste år, men på dette tidspunkt var Veto-frontmanden og produceren ikke tilfreds med sit materiale og udskød "BLCK" på ubestemt tid. Nu skriver Troels Abrahamsen på sin blog, at indspilningerne er færdige, og at han oven i købet gør klar til at gå i studiet med sit band, Veto.

Processen omkring indspilningen af det andet soloalbum har ikke været en dans på roser. Hvor "WHT" ifølge sangeren selv var om kærlighed, er temaet på "BLCK" ren og skær had, hvilket ikke har gjort arbejdet lettere ifølge Troels Abrahamsen selv. Han skriver blandt andet på bloggen Supertroels.dk:

"Nummeret 'Swaat', som jeg postede en demo af tidligere, kommer ikke med på albummet. Det var simpelthen for langt fra det andet materiale, og det ville ikke give mening at putte den på, så I må nøjes med den version, som allerede er der. Der er faktisk en masse numre, som er blevet smidt ud i processen. Det har været et af de sværeste albums at lave for mig, jeg føler mig opbrugt lige nu – en følelse, der gerne skulle forsvinde inden den 21. januar, hvor vi begynder på det nye Veto-album. Og det vil det."


Troels Abrahamsen har tidligere nævnt dystre titler på nogle af sangene som "The World Is Listening", "Our Hearts Are Dying" og "Stop Making That Noise", der skulle være at finde på det kommende album, der dog stadig ikke har fået nogen udgivelsesdato. Nu bliver energien i stedet projiceret over i sangerens succefulde synthrock-band, og man kan håbe, at processen omkring dette album ligger mere lige for for den hårdtarbejdende frontmand.

Albummet "BLCK" udkommer i øvrigt 8. marts

ANNONCE