Nyhed

Laura Marling sætter dato på ny plade

Det længe varslede andet album fra den sydengelske sangerinde kommer i butikkerne til foråret

Det er efterhånden et par år siden, den 19-årige sangerinde Laura Marling udgav sit debutalbum, "Alas, I Cannot Swim", der sørgede for, at den unge dame for alvor blev bemærket i hjemlandet, og resulterede i en nominering til den prestigefyldte britiske pris, Mercury Prize, i 2008. Nu er hun så klar med den svære toer, der udkommer under titlen "I Speak Because I Can" til marts.

Det nye album er taget under kærlig behandling af musiker og producer Ethan Johns, der tidligere har hjulpet Rufus Wainwright, Kings Of Leon og Ryan Adams. I løbet af de næste par måneder tager Marling på en længere turné, der omfatter Nordamerika og Storbritannien, men der er endnu ikke snak om en mere omfattende europæisk turné, så det er ikke til at vide, om der bliver mulighed for igen at opleve hende live herhjemme i overskuelig fremtid. Hun gæstede Danmark sidste år under Århus Festuge, og GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt kunne godt få øje på potentialet i Marling. Han belønnede med fire stjerner, og skrev blandt andet:

"Laura Marling har en meget charmerende ungpigestemme, og hun er også en habil akustisk guitarist og en fin sangskriver med tydelig inspiration fra folk-musikken. De fleste af sangene var fra hendes kommende album og var mindst lige så gode som numrene fra sidste års debut "Alas I Cannot Swim". Originaliten kniber det måske med, men Laura Marling har jo tiden for sig. Hun kan sagtens også være blevet stor om tre år."


Den første single fra udspillet, "Goodbye England" udkom digitalt og på vinyl, i begrænset antal, i midten af december. Resten af albummet kommer i butikkerne mandag den 22. marts.

ANNONCE