Nyhed

Poul Krebs og Michael Falch starter nyt pladeselskab

Når Michael Falchs nye album ”Fodspor I Havet” udkommer på mandag, bliver det på pladeselskabet KREBSFALCH, dannet sammen med Poul Krebs

Michael Falch fortæller: "Efter min live-cd/dvd fra 2008, "I Kampens Hede", med mit band Boat Man Love, havde jeg ikke længere kontraktlige forpligtelser over for nogen. Jeg forhandlede med flere selskaber, der gerne ville signe mig, men jeg var i færd med at bevæge mig ud i et mere eksperimenterende forløb, end jeg har prøvet før. Jeg ville "ud i grøften" med de nye sange til "Fodspor i Havet", og den slags ukommercielle manifester er aldrig guld i øregangene for et pladeselskab. Jeg vidste, at det ville give mig problemer i forhold til frit at kunne gå hele vejen med de nye sange, hvis et pladeselskab skulle forsøge at tjene deres investering hjem på et hårdt ramt marked."

"Jeg tog en beslutning om at gå selv, ligesom jeg for 30 år siden havde gjort, da jeg debuterede med Malurt. Gennem årene har Poul Krebs været højst værdifuld for mig i rollen som kritiker af mine nye sange og dispositioner. Det viste sig, at vi nu begge stod i en helt ny situation med frie roller, og vi besluttede derfor at skabe et fælles projekt i form af KREBSFALCH, hvor mit album "Fodspor i Havet" bliver første udgivelse."

Til pr-arbejdet og det organisatoriske har Falch og Krebs fået hjælp fra vennerne Poul Martin Bonde, pr-chef for Danmarks Smukkeste Festival, og Maria Theessink, der tidligere har været tilknyttet det århusianske pladeselskab RecArt, som Poul Krebs har udgivet sin seneste plade på. Falchs seneste udgivelse, live-cd/dvd'en "I kampens Hede", blev ligeledes udgivet på RecArt. RecArt udgiver blandt andet plader for Johnny Madsen, Allan Olsen og Anne Dorte Michelsen.


Michael Falch og Poul Krebs håber, at "Fodspor I Havet" i løbet af næste uge vil være ude i almindelig handel i pladebutikker og større kæder, men udtaler samtidig: "Vi kan ikke føle os sikre på, at den vil komme så bredt ud som normalt, fordi vores pladeselskab er nyt, helt lillebitte og totalt indie. Det er en vidunderlig oplevelse, men den ultimative frihed koster selvfølgelig på den front, hvor de multinationale selskaber står stærkt: magten til at få albums ud på hylderne. "De to venner arbejder imidlertid på sagen og lover, at under alle omstændigheder kan man købe den nye plade via falch.dk, cdon.dk og imusic.dk fra mandag 18. januar.

"Fodspor I Havet", der har en mere skramlet og akustisk lyd, end vi normalt kender det fra Michael Falchs side, er produceret af Lars Skjærbæk.

Micahel Falch, som vi for nylig kunne oplevede i DR2-serien "Manden Med De Gyldne Ører", og som desuden er Bodil-nomineret for sin rolle i den danske film "Applaus", drager 27. januar på akustisk tur med netop Poul Krebs, mens vi må vente til april med en halvakustisk præsentation af "Fodspor I Havet" sammen med bandet Boat Man Love.


ANNONCE