Nyhed

Spiritualized-sanger håndmaler singlecovere

Jason Pierce sætter sine personlige fingeraftryk

Psykedeliske Spiritualized-frontmand Jason Pierce har valgt at hånddekorere alle coverne til bandets kommende singleudspil "Cheapster" hentet fra "Amazing Grace"-albummet fra sidste år.

Singlen kommer kun til at indeholde titelsangen, og fremstilles kun i 500 nummererede eksemplarer, der alle individuelt bliver mere eller mindre dekorerede af Pierce. Singlen sættes til salg den 16. februar for kun 99 pence, og kan kun erhverves gennem www.spiritualized.com.

Pierce er ikke den eneste, der har kastet sig ud i et sådant projekt, for danske Kashmir valgte ligeledes at hånddekorere en stor stak covere. Initiativet blev taget, da bandet havde besluttet sig for at samle penge ind til Projekt Udenfor, der hjælper Københavns hjemløse. De 50 individuelle "The Good Life"-lp-covere blev sat på auktion i starten af 2001 og blev solgt for cirka 1000,- stykket.



I øvrigt kan det nævnes, at Spiritualized udsender "The Complete Works Volume Two" nu på mandag. Det dobbelte album indeholder 26 sjældenheder fra perioden mellem 1995 og op til 2002.

ANNONCE