Nyhed

Dansk musik er det mest spillede på P3

Nummeret "Inden Du Falder I Søvn" med Mikael Simpson var det mest spillede nummer på P3 sidste år. Se hvilke sange, der er i Top 10.

Dansk musik er stadig populært i sit eget hjemland, hvis man skal tro P3"s offentliggjorte liste over de mest spillede sange i 2009. Her topper Mikael Simpsons førstesingle fra albummet "Slaar Skaar" og flere af pladserne er optagede af danske kunstnere.

På top 10-listen kan man også finde Nephews "007 Is Also Gonna Die" på tredjepladsen, og Mew med "Introducing Palace Players", der endte på en delt 9. plads, sammen med Jokerens "Sig Ja". Derudover har Danmarks næststørste radiokanal også en række danske kunstnere i Top 20, heriblandt Alphabeat, Dúné, og The Raveonettes.

Dermed har de internationale kunstnere fået kamp til stregen på popularitetssiden. Det kommenterer  P3"s musikchef Lars Trillingsgaard på, da Dr.dk selv spurgte ind til musikåret:

"2009 har budt på rigtig mange spændende danske navne, og der er en række nye og spændende på vej. Faktisk oplever dansk musik lige nu et kreativt opsving på samme niveau, som da dansk film i 1990'erne pludselig satte dagsordenen. Så det har bestemt ikke været svært at finde dansk musik til sendefladen på P3 i en tid, hvor nogen ellers taler om, at publikum vælger dansk, og at radioerne alene skulle spille internationalt. Sådan er det i hvert fald ikke på P3, hvor vi sætter en ære i at spille de nye danske navne".

Hvilke specifikke ting der gør sig gældende for, at Mikael Simpson kan erklære sig hitkonge på P3 i 2009, bliver ikke nævnt af musikchefen eller af Dr.dk. Det er dog værd at nævne, at "Inden Du Falder I Søvn" blev sendt ud i februar, og at "007 Is Also Gonna Die" udkom i april og dermed har været længere tid ude end nogle af de andre numre på Top 10-listen.

De ti mest spillede sange på P3 i 2009:

1. Mikael Simpson: "Inden du falder i søvn"
2. Yeah Yeah Yeahs: "Zero"
3. Nephew: "007 Is Also Gonna Die"
4. Franz Ferdinand: "No You Girls"
4. Lady Gaga: "Poker Face"
6. U2: "Magnificent"
7. Calvin Harris: "I Am Not Alone"
8. Carolina Liar: "Show Me What I"m Looking For"
9. Mew: "Introducing Palace Players"
9. Jokeren: "Sig ja"

(Når der er to 4"ere og to 9"ere skyldes det, at de pågældende sange blev spillet nøjagtigt lige mange gange)

ANNONCE