Nyhed

George Harrison-boks-sæt ude den 24. februar

Fem studiealbum, livealbum og dvd samles i "The Dark Horse Years 1976-1992"

Fem af George Harrisons studiealbum genudgives den 24. februar og inkluderes også i et boks-sæt med titlen "The Dark Horse Years 1976-1992". De fem studiealbum er "Thirty Three 1/3" fra 1976, 1979’s selvbetitlede album, "Somewhere In England" fra 1981, "Gone Troppo" fra 1982 og "Cloud Nine" fra 1987. Al musikken er blevet remasteret, og bonussange er blevet inkluderet i udgivelserne.

Bokssættet har fået titlen "The Dark Horse Years" og hentyder til Harrisons eget selskab Dark Horse. Udover de fem studiealbum er livealbummet "Live In Japan" fra 1992 inkluderet samt en dvd med over 70 minutters sjældne optagelser. Den allestedsnærværende Rolling Stone Magazine-redaktør David Fricke har skrevet de nye liner notes, der følger med boksen.

Beatles-legenden Harrison tabte kampen mod canceren i november måned 2001, og måtte forlade jorden i en alder af kun 58 år.



ANNONCE