x

Lune Larsen skuffer ved turnépremiere

Lune Larsen skuffer ved turnépremiere

I aftes holdt Kim Larsen & Kjukken premiere på deres klubturné 2010 på Posten i Larsens hjemby Odense. Turnéen adskiller sig fra Larsens normale turnéer ved, at han denne gang har hele 15 nye numre med. Sange, som bliver at finde på Larsens næste album - ifølge Larsens manager Jørn Jeppesen enten som liveindspilninger eller studieudgaver, alt efter hvordan publikum tager imod dem.

GAFFAs anmelder Kristoffer Kræn var på pletten på Posten, men han var nu ikke voldsomt imponeret over Larsen og især ikke hans nye sange. Tre ud af seks stjerner bliver det til og blandt andet følgende ord:

"Larsens nye sange er som udgangspunkt trubadurfortællinger fra det virkelige Danmark. "Botox & Silicone" og (...) "Mænd Med Måner" er begge eksempler på tilforladelige tekster, der får trukket den samme melodi ned over hovedet. Den gennemgående banjo giver et fuldendt lydbillede, og det må man give Kim Larsen, han går hele vejen med sin trubadurlyd. Kim Larsen lyder, som han har gjort det i snart mange år. Forandret og pålidelig, formidler af danskheden på godt og ondt - men kedelig. Så var der mere substans i de nye "Bitter Frugt" og  "Hold Ud" og en enkelt fin børneballade, "Uden For Døren".

Kristoffer Kræn indrømmer dog, at der kom mere gang i festen, da Larsen mod koncertens slutning fandt nogle af sine gamle hits frem:

"Mod slutningen af koncerten lægger Larsen stilen om. "Det Bedste Til Mig Og Mine Venner", "Kvinde Min" og "Vend Kajakken" står som aftenens ubestridte højdepunkter. Publikum synger med, og Kim Larsen & Kjukken ligner næsten et rockband, som de står på scenen og skærer grimasser. Der er attitude og røg i kedlerne. Et ægte glimt af den gamle Larsen."

Læs hele anmeldelsen

Kim Larsen & Kjukken fortsætter til følgende byer. Alle koncerter undtagen Train 28. januar er i skrivende stund udsolgt:

15. januar 21.00
ODENSE
Posten
   
16. januar, 21.00
ODENSE
Posten
   
21. januar 20.00
AALBORG
Skråen/Nordkraft
   
22. januar 20.00
AALBORG
Skråen/Nordkraft
   
23. januar 20.00
AALBORG
Skråen/Nordkraft
   
28. januar 20.00
ÅRHUS
Train (Køb billetter via GAFFA Live)
   
29. januar 20.00
ÅRHUS
Train

30. januar 20.00
ÅRHUS
Train
   
5. februar 21.00
KØBENHAVN
Østre Gasværk
   
6. februar 21.00
KØBENHAVN
Østre Gasværk
(TV-optagelse)
   
7. februar 20.00
KØBENHAVN
Østre Gasværk
(TV-optagelse)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA