Nyhed

The Good, The Bad and The Queen-medlem varsler ny udgivelse

Den britiske supergruppe The Good, The Bad and The Queen udgav i 2007 deres debutalbum, som høstede stor succes. Simon Tong antyder nu, at et nyt album er under opsejling.

Supergruppen The Good, The Bad And The Queen består af Simon Tong (The Verve), Damon Albarn (Blur), Paul Simonon (The Clash) samt den nigerianske trommeslager Tony Allen, hvor sidstnævnte havde stor succes med sin optræden på sommerens Roskilde Festival, kan efter et par års pause nu muligvis vende tilbage.

Det udtaler Simon Tong i et interview med musikmagasinet NME, hvor guitaristen afslører, at de sandsynligvis kommer med album nummer to. Tong fortæller, at det i hvert fald føles som om, at drengene skal lave endnu et album sammen, men at stilen sikkert bliver lagt ganske anderledes i forhold til debuten.

GAFFAs anmeldere har generelt været temmelig begejstrede for The Good, The Bad And The Queen, dog specielt i live-henseende. Deres debutalbum høstede fire stjerner hos anmelder Lars Löbner Jeppesen, og om albummet skrev han følgende:


"Kærligheden til afrikansk musik, der udsprang fra Mali Music fra 2002, er stadig til at få øje på, og kollage-kompositionskunsten, eksemplificeret med Gorillaz, gør sig også gældende på denne skønne slappe og slaskede etniske genbrugsbiks. Albummet vil uden tvivl please fans af den 38-årige sanger og kærtegne lyttere med hang til Bob Marley-smøger".

Sværest bliver det nok at finde tid i Blur-sangerens kalender, da Damon Albarn lige nu arbejder på et nyt Gorillaz-album, der forventes at ligge klar i løbet af foråret. Men da Blur synes at være lagt lidt på køl, kan det være, at det andet album fra The Good, The Bad And The Queen bliver det næste projekt, den arbejdsomme musiker kaster sig over.

ANNONCE