Nyhed

Malk De Koijn-vinyler bliver genoptrykt

Den danske hip-hop gruppe Malk De Koijn har i sandhed fået en renæssance, efter de genoptog deres karriere ved at spille på Roskilde Festival 2009. Nu bliver deres største udgivelser genoptrykt på vinyl.

Malk De Koijn, der består af Tue track, Blæs Bukki og Geolo Geo, gik aldrig officielt i opløsning, men lå dog nærmest på is fra 2004 indtil i sommer, hvor de optrådte på årets Roskilde Festival. Siden da har hypen været stor, og bandet har nærmest opnået kult-status herhjemme i Danmark.

Efterspørgslen på bandets bagkatalog er stadigt stigende, og derfor bliver deres to album nu genoptrykt på vinyl. Der er tale om udgivelserne "Smash Hit In Aberdeen" samt "Sneglzilla". "Smash Hit In Aberdeen" var pladen, der fik stenen til at rulle for Malk De Koijn. Derfor har den været meget eftertragtet og nærmest umulig at opstøve for penge. "Sneglzilla" har opnået mindst lige så høj status som "Aberdeen", og er tilmed af nogle medier blevet kåret til årtiets vigtigste musik-udgivelse. 

Begge plader bliver udgivet på et luxuriøst 2 gange 180 grams vinyl i et oplag på 500 stk. hver. Vinylerne bliver sluppet løs d. 22. februar, men kan allerede nu forudbestilles hos GAFFA Shop.


ANNONCE