Nyhed

Machine Head bliver flyttet til Store Vega

Når Machine Head rammer Danmark d. 3. februar på turneen "The Black Procession", bliver det i Store Vega i stedet for TAP 1.

Nu varer det ikke længe, før de længe ventede metalgiganter fra Machine Head vender snuden mod det kolde nord. Når bandet snarligt ligger vejen forbi Danmark, skal publikum dog være opmærksomme på, at koncerten er rykket fra TAP 1 til Store Vega. Billetter som er købt til koncerten i TAP 1 er naturligvis gyldige ved koncerten i Vega.

Machine Head vil på denne tour være ledsaget af kollegaerne fra Hatebreed, Bleeding Through samt All Perish, og de har valgt at kalde turnéen "The Black Procession".

Sidst Machine Head optrådte i Danmark, var GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez tilstede ved bandets koncert på Train i Århus. Koncerten høstede ikke mindre end fem stjerner, fulgt af ordene:


"Bandet hiver den ene mesterlige metal-komposition efter den anden ud af ærmet og serverer dem med energi og klædelig aggressivitet, hvorved de gør deres til, at aftenen bliver en særlig oplevelse, hvor man ud over at få lov at opleve et af verdens største metal-bands i intime rammer også får en performance, der er helt i top".

Det tyder altså på, at publikum har noget af en oplevelse i vente, når Machine Head m.fl. indtager Store Vega d. 3. februar. Billetter til koncerten kan købes via GAFFA live.

 


ANNONCE