Nyhed

Jesper Bay stopper hos IFPI

Kommunikations- og marketingdirektøren for pladeselskabernes brancheorganisation og netpiraternes modstander gennem flere år forlader sin post

Pirate Bay-folkene og andre fildelere har i lang tid krydset klinger med rettighedshavernes og pladeselskabernes frontmand, Jesper Bay. Men efter seks år i mediernes søgelys takker den hårdføre direktør af og vil i stedet arbejde mere direkte med musikken i fremtiden.

IFPI Danmark udsteder blandt andet guld- og platinpladerne til danske kunstnere og står for den store prisuddelingsfest Danish Music Awards. Kommunikations- og marketingdirektøren Jesper Bay har derigennem været talsmand for den danske musikbranche og har især udkæmpet flere slag med repræsentanterne fra Pirate Bay. Den aftrædende formand fortæller selv om konfrontationerne med netpiraterne i et interview med Comon.dk:

"Pressen har været gode til at gøre det til en kamp og en krig. Men i virkeligheden er det en langt mere nuanceret debat, der handler om, hvilke muligheder musikken skal have. Det er et meget komplekst og følsomt emne, og jeg håber, at det er lykkedes mig at nuancere debatten lidt mere."


Jesper Bay har i næsten tre årtier arbejdet i musikbranchen, hvor han blandt andet har kommunikeret om pladeselskabernes rolle i musiklivet og om musikkens kulturelle og kommercielle værdi. Det giver ham et godt indblik i, hvordan hele maskineriet fungerer, og hvad der skal til, for at musikere kan leve af deres musik:

"Musikbranchen er i dag en "mange bække små"-økonomi. Tidligere kom indtjeningen fra pladesalg. I dag skal en musiker være til stede på mange platforme og formater for at klare sig. En kunstner bliver nødt til at stille op i mange kommercielle sammenhænge, som måske ikke lige var det, man forventede, da man gik ind i branchen."

Den aftrædende kommunikations- og marketingdirektør forsvinder dog ikke helt fra musikmiljøet og kan godt forestille sig at vende tilbage til sit udgangspunkt. Han fortæller selv om fremtiden til Comon.dk:


"Der skal ske noget nyt. Jeg vil gerne tilbage og arbejde mere konkret med musikken. Det kan for eksempel være i en managerrolle, som også er den, jeg tidligere har haft."

Jesper Bay har været kommunikations- og marketingdirektør for pladeselskabernes brancheorganisation IFPI siden 2003.

ANNONCE