Nyhed

Bon Iver planlægger at åbne spillested

Justin Vernon aka. enmandsprojektet Bon Iver planlægger at åbne nyt indie-spillested i sin hjemby Eau Claire, Wisconsin

Nu kan indbyggerne i den lille by Eau Claire i Wisconsin godt begynde at glæde sig, da Justin Vernon - der har høstet stor succes med sine musikalske projekter Bon Iver og Volcano Choir - i samråd med sin bror Nate arbejder på at få åbnet et spillested i byen.

Justin og Nate Vernon har netop fået grønt lys fra kommunalforvaltningen til at forvandle Barstow-bygningen i Eau Claire til et treetagers kultur- og spillested. Brødrene har fået 120 dage til at få styr på finansiering, byggeplaner og andre praktiske foranstaltninger, hvorefter projektet for alvor vil blive sat i søen. Derfor er projektet endnu ikke definitivt, men i hvert fald er alle involverede omkring spillestedet ret optimistiske.

Vernon-brødrene ønsker at kalde stedet "Union College" for at spille på bygningens historie som tidligere pigeskole. Husets første sal skal være et spillested med scene og bar, hvor de øvrige to etager skal indeholde kreative rum til workshops, som offentligheden f.eks. kan få adgang til i forbindelse med forskellige produktioner. Den kreative atmosfære, drengene ønsker i rummene, skal være inspireret af alle de spillesteder, Vernon-brødrene har set over hele verden gennem de sidste par år.


Vernon-brødrene har en stor fordel, idet de er vokset op i byen, og derfor har et stort netværk. Derudover er Justin Vernon efterhånden blevet et stort navn rundt omkring i verden, hvilket også kunne tænkes at tiltrække et stort publikum, eventuelt turister, som ellers ikke ville have fundet vej til Eau Claire. Dertil kommer, at brødrene kender en del managers og deres bands, og derfor bliver det formodenlig ikke noget problem at få bands til byen, som ellers ligger noget afsides. 

Hør Nate Vernon udtale sig yderligere om projektet på Volumeone.org.

ANNONCE