Nyhed

Oscar-filmsangs-nomineringer offentliggjort

Alison Krauss nomineret for to sange sammen med bl.a. Annie Lennox

I går blev årets Oscar-nomineringer offentliggjort og dermed også nomineringer til prisen for årets filmsang. Den amerikanske country/bluegrass-sangerinde Alison Krauss blev nomineret for hele to sange, nemlig "Scarlet Tide" og "You Will Be My Ain True Love", begge fra filmen "Cold Mountain" og skrevet af hhv. Elvis Costello/T-Bone Burnett og Sting. Derimod var der ingen nomineringer til The White Stripes’ Jack White, der ellers medvirker med flere sange i filmen, hvor han også har en mindre rolle.

De øvrige nominerede er Annie Lennox for sangen "Into The West" fra "Ringenes Herre 3: Kongen Vender Tilbage", Mitch & Mickey med "A Kiss At The End Of The Rainbow" fra "A Mighty Wind" og The Triplets Of Belleville med sangen af samme navn fra den animerede film, ligeledes af samme navn.

I kategorien bedste instrumentalmusik gik nomineringerne til musikken fra igen "Cold Mountain" (Gabriel Yared), "Kongen Vender Tilbage" (Howard Shore) samt "Big Fish" (Danny Elfman), Finding Nemo" (Thomas Newman) og "House Of Sand And Fog" (James Horner).


Priserne uddeles, for 76. gang, i Hollywood 29. februar. Se de øvrige nominerede på http://www.oscar.org

ANNONCE