Nyhed

The Kissaway Trail vandt Odense Live Prisen og 50.000 kroner

Første udgave af det fynske award-show, ”Odense Live Prisen,” blev vundet af de fynske indierockere.

Fyn er fin, og musiklivet i Danmarks smørhul er funky. Derfor har fynboerne stablet en pris på benene, for at bevise, at de fynske musikere ikke bare er et søvndrukkent intermezzo mellem jyske og københavnske kunstnere. Efter planen skal Odense Live Prisen uddeles til et fynsk navn hvert år.

Det nye tiltag består af tre priser. Udover hovedprisen, der udløser en præmie på 50.000 kroner, består showet af talentprisen på 15.000 kroner og æresprisen på 10.000 kroner. En fynsk jury på ni mand, heriblandt Eik Frederiksen, tidligere programchef på DR P3 og TV2 Radio, har igennem et halvt år tæt fulgt de nominerede til de tre priser.

Fyns vel nok største musiknavn lige nu, The Kissaway Trail, løb med sejren og de 50.000 kroner i hovedkategorien. Det Arcade Fire-inspirerede band har haft et forrygende år med international anerkendelse, offentliggørelse til Roskilde Festival, og et nyt album "Sleep Mountain," er i butikkerme fra 1. marts. De øvrige nominerede til hovedprisen var guitaristen Uffe Steen og jazzmusikeren Mads La Cour.


Talentprisen blev vundet af RebekkaMaria - den tidligere forsanger i Lampshade og As in RebekkaMaria. Solosangeren, der er kendt for hittet "Oh Solitude," vandt prisen foran Ave og Jullie Hjetland.

Den sidste pris, Æresprisen, gik til Thomas Aarup, den daglige leder af – og ildsjæl bag - spillestedet Kansas City i Odense. "Gennem eksponering har Kansas City vunder respekt og anerkendelse på den nationale scene. Thomas Aarup er en regulær ildsjæl," lød det blandt andet i juryens begrundelse for, hvorfor fynboen løb med prisen. De øvrige nominerede til æresprisen var Jan Aaskov, musikbooker og tidligere leder af spillestedet Posten, og Harald Haugaard, den internationalt anerkendte violinist.

Indtil videre er prisoverrækkelsen finansieret og skrevet i kalenderen to år frem, men arrangørerne regner med at gøre Odense Live Prisen til en årlig event.


ANNONCE