Powersolo sætter punktum til Århus-arrangementet "Stand Up For Haiti" på onsdag
Det vrimler for tiden med velgørenhedsprojekter i forbindelse med katastrofen i Haiti, og på onsdag får man endnu en mulighed for at støtte den jordskælvsramte befolkning. Det gøres ved at købe en billet til arrangementet "Stand Up For Haiti". Til showet står blandt andre stand-up komikerne Simon Talbot, Elias Ehlers, Henrik Bruhn og Thomas Warberg for at bringe smil frem på publikums læber.
Underholdningen til arrangementets afterparty står i Powersolos navn. Bandets forsanger Kim Kix udtaler om "Stand Up For Haiti":
"Når nogle flinke mennesker er så passioneret og seriøse og de laver sådan et super arrangement som "Stand Up For Haiti" jo er, er det smittende, og jeg får lyst til at være en del af pakken. Jeg har overskud, og hjertet på rette sted. Det skal – med "Stand Up For Haiti" hjælp – komme andre til gode".
Koncerten bliver Powersolos sidste koncert på dansk jord foreløbig, da bandet i marts måned indtager de amerikanske scener.
Har man købt billet til "Stand Up For Haiti" får man afterpartyet og koncerten med Powersolo med i pakken, men ønsker man blot en billet til koncerten, kan den købes seperat for 75 kr. via GAFFA Live.
Er man bosat i København, og har lyst til at støtte op omkring det gode arrangement, har man mulighed for at komme billigt til Århus. I anledning af showet kan man nemlig komme med den særlige "Stand Up For Haiti"-bus, hvor en Kbh.- Århus returbillet sælges til den nette pris à 120 kr.
Pengene for arrangementet såvel som busturen går ubeskåret til Læger Uden Grænser, som vil gøre deres for den haitianske befolkning.
Arrangementet løber af stabelen onsdag den 27. januar kl. 19.30 i Turbinehallerne i Århus.