Nyhed

Stereophonics spiller gratis på Højbro Plads

Højbro Plads kommer i denne uge til at fungere som et mekka for musikalske navne, der optræder til fordel for Haiti. Det første udenlandske navn i form af Stereophonics er netop blevet tilføjet.

P3 sender live fra Højbro Plads fra onsdag til lørdag i denne uge, hvor navne som The Floor Is Made Of Lava, Turboweekend, Magtens Korridorer og Ginger Ninja optræder kvit og frit i et håb om, at folk vil donere en skilling til den haitianske befolkning.

Nu er det første udenlandske navn blevet føjet til plakaten, nemlig selveste Stereophonics, der i forvejen er i landet for at spille koncert i Store Vega torsdag aften. Det skriver Ekstra Bladet i dag, og det forlyder, at koncerten på Højbro Plads starter kl. 14. Efter Stereophonics' optræden, som bliver på to numre, kan man blive hængende og se danske The Floor Is Made Of Lava, som indtager scenen kl. 16.

På fredag den 29. januar allierer P3 sig med Danmarks Smukkeste Festival, der i samarbejde med Royal Beer og Danish Crown vil servere øl og pølser til blot 1 kr. pr. stk. plus det beløb, køberen frivilligt ønsker at betale. Hele beløbet går ubeskåret til Danmarksindsamlingen.


Sceneunderholdningen denne fredag står tre danske bands for; The Blue Van, som går på scenen kl. 16.10, Magtens Korridorer, der går på kl. 18.25 samt Ginger Ninja, som lukker og slukker fredagen med deres optræden kl. 20.

Søren Rislund er vært ved arrangementet, og han vil ved en live-auktion sørge for at sælge ud af Skanderborg Festivalens mest eksklusive boformer kaldet en "Pig Me"-hytte. Kl. 18 finder en besynderlig og hidtil uset happening sted, når Klaus Wunderhits tager dirigentstokken i hånden og serverer "Tre Små Kinesere på Højbro Plads" i samråd med Københavns Politi Sangkor, ensemblet "Flaskedrangene", tre kinesiske kontrabassister samt forhåbentligt et stort og veloplagt publikum. Smukfest donerer desuden 100 kr. til Danmarksindsamlingen for hver person, der møder op med en kontrabas eller udklædt som kineser eller politibetjent.

Flere musikalske navne og andre arrangementer vil løbende blive føjet til programmet på Højbro Plads.


Opdatering:

Stereophonics' pladeselskab Universal Music har gjort opmærksom på, at Stereophonics vil spille to numre og altså ikke en hel koncert.

ANNONCE