Nyhed

The Who afslører sætliste

Bandet har tænkt sig at spille uddrag fra fem af deres klassikere til Super Bowl XLIV

Normalt gør de optrædende kunstnere til Super Bowl et stort nummer ud af at holde det hemmeligt, hvad de har tænkt sig at spille til de omkring tolv minutter, de har til at levere underholdning i pausen til verdens største sportsbegivenhed. Men nu gør The Who jo sjældent som flertallet, og derfor kan det næppe undre, at Pete Townshend har været ude og afsløre, hvad bandet har har planlagt.

Til Billboard fortæller Who-guitaristen, at bandet har tænkt sig at spille et medley, der inkluderer "Baba O'Riley", "Pinball Wizard", "Tommy", "Who Are You" og "Won't Get Fooled Again" og påpeger, at da alle sangene har en "sejrende stemning", så håber han, at publikum vil gå lidt amok.

Som en sjov fodnote skal det nævnes at Super Bowl XLIV vises på den amerikanske tv-station CBS, der også viser serierne CSI, CSI: Miami og CSI: NY. Kendetegnende for disse shows er, at de alle bruger en The Who-sang som kendingsmelodi, og de sange de bruger ("Who Are You" i CSI, "Won't Get Fooled Again" i CSI: Miami og "Baba O'Riley" for CSI: NY) vil alle blive spillet til Super Bowl XLIV.


Super Bowl XLIV vises live på 3+ søndag 7. februar.

ANNONCE