Nyhed

MusicDNA er det nye MP3

Det varer måske ikke længe, før MP3-filer er fortid, for nu lancerer skaberne af MP3-filen en ny og udvidet form kaldet MusicDNA

I løbet af de seneste år har salget af MP3-filer været støt stigende, og netbutikker som iTunes har solgt musik som aldrig før. Nu ser det dog ud til, at MP3-filen bliver erstattet af en ny og mere fyldestgørende form for musikfil, nemlig MusicDNA. MusicDNA-filen er nemlig, udover selve lydfilen, i stand til at indeholde sangtekster, videoer og artwork. Dertil kommer, at filen er i stand til at opdatere sig selv, og den kan rumme helt op til hele 32 GB information. Det skriver Rolling Stone.

På grund af filernes fyldighed vil prisen formodentlig også være mere end de 8 kr. en typisk MP3-fil koster i dag

Udviklerne af MusicDNA er nordmanden Daffinn Bach og tyskeren Karlheinz Brandenburg fra firmaet Bach Technology, som også begge havde en finger med i spillet, da MP3-filen så dagens lys. Herrerne fremlagde MusicDNA-filen på musikkonferencen Cannes Midem. Indtil videre er det kun det uafhængige britiske pladeselskab Beggars Banquet og Tommy Boy Records, som har købt idéen, men eksperter rundt om i verden mener hurtigt, at det nye filformat vil brede sig. 


Stefan Kohlmeyer, der arbejder hos Bach Technology, udtaler sig til magasinet Rolling Stone om projektet:

"Vi tager en rusten gammel bil og omdanner den til en Ferrari. Vi tager en allerede eksisterende idé, giver brugeren en hel del mere og gør dermed filen meget mere værd - det er ligesom at transformere et lille hus til en kæmpe villa".

Hvis alt går vel, ligger MusicDNA klar til anvendelse fra sommeren 2010. Man kan læse mere om det nye tiltag på MusicDNAs egen hjemmeside.


ANNONCE