x

København får nyt spillested

København får nyt spillested

Den gamle veterinærbygning Råhuset på Onkel Dannys Plads i Kødbyen har siden 2003 fungeret som kulturhus for den københavnske undergrund. Her har alt fra alternative modemesser til kunstudstillinger slået sine folder, men nu indskrænker Råhuset deres repertoire, for nu er det kun musikken, som skal være i fokus. Råhuset åbner dørene for det nye projekt torsdag den 4. februar.

Annette Reinhardt fra Kultur Vesterbro - Råhusets administrationsplateau - udtaler sig om baggrunden for det nye spillested:

"Den brogede profil har gjort det svært for publikum, at finde ud af hvad der helt præcist skete hvornår; og det er den kritik, vi nu forsøger at imødekomme. Den ene måned har huset været helt lukket pga. ombygning i forbindelse med en teaterforestilling, så har der været en udstilling og så ellers en masse musik; for siden 2006 har der overvejende været musik på programmet".

Allerede nu har Råhuset forskellige temaaftener på skemaet, blandt andet "Songwriter Slam", hvor unge sangskrivere får mulighed for at konkurrere med hinanden samt for at afprøve deres materiale på et publikum. "Club Gearbox Night" er endnu en temaaften, hvor nationale såvel som internationale garagerockbands brager derudad i Råhusets intime lokaler.

Kødbyens nye spillested skudt igang med en "Club Gearbox Night", hvor The Fleshtones står på scenen. Danske David Peter & The Wilde Sect står for opvarmningen, og dj's fra Club Mau Mau vender plader mellem koncerterne. Som bagmændene fra Råhuset i en pressemeddelselse skriver om åbningsaftenen: "Det bliver godt, småt og råt!"

Programmet for Råhusets første weekend som spillested ses nedenfor:

4. feb. The Fleshtones / David Peter / The Wilde Sect / Club Mau Mau - 100 kr.

5. feb. Hårdmelodisk rock med Viol Mace / Paper Tigers / Starter - 50 kr.

6. feb. Release med DK's bedste stonerrock band Sedated Angel + support Fuzz Manta – gratis.

Læs mere om Råhuset og de kommende arrangementer på Råhusets egen webside.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA