x

Thom Yorke vil lave hiphop

Thom Yorke vil lave hiphop

Radiohead har i mange år været hyldet af rappere som Jay-Z og Murs og er også blevet samplet i blandt andet The Roots-sangen "Atonement" fra "Game Theory"-albummet. Radioheads frontmand Thom Yorke har også i mange år været fan af den alternative hiphop, og han afslører nu, at han i fremtiden gerne vil lave musik med produceren Madlib.

Thom Yorke gæstede i sidste uge Gilles Petersons BBC radio show, hvor han blandt andet spillede musik med Jay Electronica og den relativt ukendte Dam-Funk, som er en del af det alternative pladeselskab Stones Throw. Yorke har tidligere rost alternative hiphop-artister som Madvillain og Medaphoar fra dette selskab og lavede desuden et remix af rapperen Dooms (tidligere MF Doom) "Gazzillion Ear" sidste år.

Udover at udtrykke sin kærlighed til rappere og producere fra Stones Throw har Thom Yorke også haft konkrete planer om at lave musik med Madlib, der er kendt for sit arbejde med blandt andre De La Soul, Talib Kweli og ikke mindst som halvdelen af førnævnte Madvillian med Doom. I første omgang er samarbejdet blev udskudt på grund af problemer i planlægningen imellem de to kunstnere, men Thom Yorke fortæller, at han har en bunke Madlib-beats liggende klar.

Selvom der ikke var nogle præcise detaljer om de fremtidige projekter mellem Thom Yorke og Stones Throw-produceren, nævnte Radiohead-frontmanden dog, at der snart udkom et nyt Madvillain-remix, som man i første omgang kan sætte næsen op efter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA