x

Everybody Hurts for Haiti

Everybody Hurts for Haiti

Musikerne falder nærmest over hinanden for at være med på en af velgørenhedssangene til fordel for jordskælvsofrene på Haiti, og den notoriske talenshows-dommer Simon Cowell har sørget for plads til flere, da han, på opfordring fra Storbritanniens premierminister Gordon Brown besluttede sig for at lave en genindspildning af R.E.M.'s gamle hit "Everybody Hurts".

En række større navne har meldt sig som bidragydere, blandt andre Michael Bublé, Mariah Carey, Jon Bon Jovi og Florence And The Machine, og R.E.M. har valgt at frasige sig royalties til denne coverversion, så der kan gives flere penge til sagen. Simon Cowell har fortalt den britiske avis The Sun om projektet:

"Det er fantastisk, at disse dygtige sangere har ryddet deres program, så det her kan lykkes. Jeg har lige fundet ud af, at Mariah Carey har rykket rundt på sin kalender, bare for at kunne medvirke i det her. Det siger bare så meget, at alle arbejder så hårdt for at hjælpe Haiti. Det er noget, der virkelig betyder noget for os alle, og jeg er så taknemmelig for al den støtte, vi får."

Det lader bestemt også til, at disse støttesange er en god idé, for Bono og Jay-Z's støttealbum har slået salgsrekorden for mest downloadede album på et døgn på iTunes. "Everybody Hurts" har endnu ikke fået en udgivelsesdato, og det ser heller ikke ud til, at Cowell endnu har fundet sit fulde line-up af sangere. Indtjeninger fra salget af sangen går til avisen The Suns fond Helping Haiti, og til Disasters Emergency Committee (der er et britisk samarbejde mellem organisationer, der rejser penge til katastrofe-områder, red.).

Indtil videre er følgende sangere sat på listen over optrædende:

James Blunt, Susan Boyle, Michael Bublé, Alexandra Burke, Mariah Carey, Cheryl Cole, Miley Cyrus, Florence And The Machine, JLS, Leona Lewis, Joe McElderry, Mika, Kylie Minogue, James Morrison, Paolo Nutini, Rod Stewart, Jon Bon Jovi samt Westlife, og så vil sangen også samle Take That, da både gruppens fire nuværende medlemmer samt Robbie Williams har sagt ja til at medvirke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA