x

Bodebrixen tager på turné

Bodebrixen tager på turné

Starten har været lidt sløv for de to århusianske drenge Aske Bode og Andreas Brixen, der tilsammen udgør Bodebrixen, og i godt to år har langet indie-pop på lykkepiller over disken, desværre uden at få den store opmærksomhed fra de danske radiostationer. Noget kunne dog tyde på, at heldet er ved at vende, for et af deres numre, "Dead Man", er taget op som kendingsmelodi til TV2 Zulus nye comedy-program "Kristian", så der er ihvertfald lagt grund til lidt ekstra eksponering for de to drenge.

Er man en af dem, der har lagt mærke til sangen, har man nu mulighed for at høre den live, når Bodebrixen tager på en længere Danmarksturné, der omfatter syv datoer indtil videre, og med flere i vente. Inden de begiver sig ud til det danske publikum, skal de dog lige et smut til England, hvor de skal spille fem koncerter rundt omkring i London.

Ifølge en pressemeddelelse arbejder Bodebrixen i øjeblikket på en ny plade, og den får publikum lov til at høre et par numre fra. Det bliver det andet regulære studieudspil fra Bodebrixen, der i 2008 sendte deres selvbetitlede debut på gaden. I 2009 lavede de dog en ny udgave af albummet med titlen "Whatsinsidewhatsoutside", som i øvrigt var gratis at få fingrene i. Der foreligger ikke nogen information om, hvornår albummet kan findes i butikkerne.

På nuværende tidspunkt ser turnéprogrammet sådan ud:

27/2 Studenterhuset Klash - Nykøbing Falster
05/3 Stairways Festival - Vanløse Kulturhus
06/3 Musikhuset Elværket - Holbæk

19/3 Sønderborghus - Sønderborg
20/3 Monorama - Århus
26/3 Beta - København

08/4 TBA
09/4 Studenterhus - Odense
22/4 Studenterhus - Århus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA