x

Spot klar med de første navne

Spot klar med de første navne

Når Spot Festival løber af stablen i slutningen af maj måned, er det som vanligt med fokus på nordiske bands, både de kendte og de mindre kendte. Nu er der netop sat navn på 23 af de bands, der skal underholde masserne, og der er tale om debutanter såvel som gengangere.

Et af navnene til årets festival er Quadron, der allerede er godt i gang med at skabe sig et navn, også i det store udland, men det er første gang, de skal piske et publikum op på Spot. Også The Rumour Said Fire, Lars And The Hands Of Light (der røbede deres deltagelse på festivalen tidligere på ugen) og Ghost Society (billedet) er debutanter af den knap så anonyme slags, og tilsammen sørger de allerede på nuværende tidspunkt for, at det bliver et spændende program.

Blandt gengangerne finder vi Ginger Ninja, der optrådte på sidste års Spot, og RebekkaMaria, der har været på Spot under sit tidligere kunstnernavn As In RebekkaMaria.

De sytten andre navne er følgende:

Before the Show, Black City, Black Leather Machine, Chimes & Bells, Coco Moon, Crystal Sky Butterfly, Darling Don't Dance, Fallulah, The Foreign Resort, Kenton Slash Demon, King's Light Infantry, Kim LAS, Little Yells Alot, Mimas, Nabiha, The Olympics, Stoffer og Maskinen.

Spot Festival finder sted fredag den 21. maj og lørdag den 22. maj i Århus midtby. Billetter kan findes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA