Danske Nephew brager succesfuldt derudad. Derfor tilføjer de nu en femte koncert i KB Hallen.
Nephews succes er ikke til at tage fejl af. I hvert fald ikke, hvis man kigger på efterspørgslen af deres koncerter. Bandet startede med at inkludere tre koncerter i KB Hallen i deres tourplan, men efter billetterne til de tre blev revet væk, tilføjede de en fjerde koncert. Nu annoncerer bandet så den femte koncert i KB Hallen - og de foregår vel at mærke fem dage i træk. KB Hallen har kapacitet til 3.000 koncertgæster, så der er tale om en ordentlig flok, som får lov at opleve Nephew live på Frederiksberg.
GAFFAs læsere er i særdeleshed også begejstrede for nevøerne, for da årets GAFFA-priser blev uddelt i begyndelsen af januar, kunne Nephew gå hjem med ikke mindre end tre priser. De blev kåret til at være årets danske band, at have lavet årets bedste album samt årets bedste hit. Du kan se Nephews forsanger Simon Kvamm takke for de tre priser på GAFFA TV.
Til udvalgte koncerter på Nephews forårsturné vil bandet holde efterfest, hvor de efter koncerten vil vende plader og spille deres personlige favorithits.
Nephews kommende turnéplan ses nedenfor:
05.03.2010 // Scandinavian Congress Center, Århus [UDSOLGT]
06.03.2010 // Scandinavian Congress Center, Århus [UDSOLGT]
10.03.2010 // KB Hallen, København [EXTRA]
11.03.2010 // KB Hallen, København [UDSOLGT]
12.03.2010 // KB Hallen, København [UDSOLGT]
13.03.2010 // KB Hallen, København [UDSOLGT]
14.03.2010 // KB Hallen, København [EXTRA]
18.03.2010 // Messecenter Herning, Herning
19.03.2010 // Arena Fyn, Odense [OBS: KONCERTEN ER FLYTTET - FLERE BILLETTER TIL SALG]
20.03.2010 // Gigantium, Aalborg
28.05.2010 // Jelling Festival
29.05.2010 // Indelukket, Silkeborg
05.06.2010 // Skive Festival
11.06.2010 // Lunden, Horsens
Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live.