x

Bob Dylan spiller i Det Hvide Hus

Bob Dylan spiller i Det Hvide Hus

Bob Dylans gamle rolle som protestsanger får et mærkværdigt twist, når han og en række famøse artister spiller for blandt andet præsidentparret i Det Hvide Hus, hvor kampen for borgerrettighederne bliver mindet til arrangementet "A Celebration of Music from the Civil Rights Movement".

Den store koncert løber af stablen i forbindelse med den tilbagevendende amerikanske "Black History Month" i februar, og navne som Natalie Cole, Jennifer Hudson, John Legend, John Mellencamp, Smokey Robinson og Seal er blandt de optrædende, mens Morgan Freeman og Queen Latifah er anført som konferencierer sammen med værten Michelle Obama.

Om Bob Dylan spiller "The Times They Are A-Changin'" for præsidentparret, vides endnu ikke, men ifølge avisen Chicago Sun-Times vil kunstnerne kun optræde med borgerrettighedssange, mens der også vil være oplæsninger fra velkendte borgerrettighedstaler.

Begivenheden vil blive udsendt fra den 12. februar på den amerikanske tv-kanal NPR's hjemmeside, hvor interesserede danskere kan se, hvordan koncerten forløb.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA