x

Stor rockevent for Mary og Frederik i Parken 7. maj

Stor rockevent for Mary og Frederik i Parken 7. maj

Billede: Morten Larsen

For halvanden uge siden kom det frem, at der formodenlig bliver arrangeret en stor folkelig rockkoncert for Frederik og Mary, når de efter brylluppet kommer til Århus for at lade sig fejre d. 26. juli. Nu oplyser BT, at der også bliver stablet en storstilet koncert på benene i Parken i København 7. maj, altså en uge før det royale bryllup.

Koncerten bliver ligesom i Århus med offentlig adgang og arrangeret af Red Barnet. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der vil optræde, men det bliver givetvis navne, der er i den rockglade prins’ smag. Og den afslørede han udførligt, da han helt ekslusivt lod sig interviewe til GAFFA for et år siden.

Her afslørede prinsen, at nogle af favoritterne var navne som U2, Red Hot Chili Peppers, Santana, Beastie Boys, David Bowie, The Cure, Dr. Dre, Eminem, Tim Christensen, Thomas Helmig, Gnags og de nu opløste Led Zeppelin Jam, ligesom han nævnte det herhjemme (endnu) ikke særlig kendte australske band Powderfinger, som kronprisen nok har fået kendskab til gennem sin kommende hustru. I hvilken retning Marys smag går, har dog endnu ikke været meget fremme i offentligheden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA