Kashmir vil i dialog med deres fans. De vil også bringe dem sammen. Det gør de fra i dag, hvor Kashmir.nu går i luften med helt nye tiltag og stort set intet indhold.
Når Kashmirs nye Trespassers album udsendes i dag, 1. februar, bliver det i selskab med hjemmesiden Kashmir.nu, hvor fans selv skaber indholdet med billeder, lyd og video.
Interaktiviteten vinder ind overalt i disse år, og dette kommer også til udtryk med Kashmirs nye hjemmeside. Indholdet på siden er nemlig meget begrænset. Det er brugerne selv, der skaber mediet.
Facebook og Twitter
Bandet har før taget afstand til fænomener som Facebook og Twitter. Eller i hvert fald det ofte kritiserede overforbrug af disse. Med den nye hjemmeside, der er integreret med både førnævnte og Youtube, åbner drengene op for, at der alligevel kan være godt at finde i de virtuelle netværk.
"De ser her mediet som en ideel mulighed for at bruge det til vigtige meddelelser fra bandet. Med integrationen af de sociale medier bliver hjemmesiden et samlet medie for bandets tilhængere," lyder det fra Anders Hecter, Skybrud.dk, der har stået bag hjemmesiden.
Mexicanske fans
Med de sociale medier integreret i hjemmesiden får man alting på et sted. Videoer fra YouTube, nyheder fra Facebook og strøtanker og overspringshandlinger fra Twitter. Man vil som fan være sikker på ikke at gå glip af noget, og man kan dele sin personlige oplevelse med Kashmir med hinanden. Fans fra Mexico vil kunne dele deres passion med fans fra Rusland.
"Vi vil gerne åbne op for folks forskellige oplevelser af for eksempel musikken eller koncerterne. Med den nye hjemmeside kan brugerne dele deres oplevelser med hinanden. Deres input vil præge billedet af, hvad bandet laver lige nu, og dokumentere, hvordan nogle begivenheder fandt sted. Vi håber meget på, at brugerne kommer i dialog med hinanden og med os," fortæller Mads Tunebjerg, bassist i Kashmir.