Nyhed

Mani Spinx klar med nyt album

Der er netop sat udgivelsesdato på det nye album fra den musikalske kamæleon

Der er ikke mange, der kan blande sådan cirka sytten genrer, uden at få et kæmpe rod ud af det, men det er den købehavnske singer/songwriter Mani Spinxs varemærke, og han kunne nærmest ikke sparke sig frem for anmelderros, da han i 2008 udgav sin anden plade, "Black Mamba". Her hos GAFFA scorede albummet fem ud af seks stjerner, og anmelder Erik Barkman udnævnte Mani Spinx, med det borgerlige navn Mads Brøbech Jørgensen, til "en af Danmarks bedste sangskrivere". Barkman skrev blandt andet:

"Modsat et åndsbeslægtet navn som Beck er Brøbech Jørgensen aldrig bange for at lægge arm med den dårlige smag. Kølig distance erstattes af hæmningsløs frådsen i alt, hvad der er farverigt og udtryksfuldt – fra den absurde, ofte makabre lyrik til det muntre kaos, der ofte præger Black Mambas overdådige arrangementer. Hver fugl synger med sit næb i de store singalong-kor, der krydrer Mani Spinx' sange, og i baggrunden skåler ledige studiemusikere i Bloody Mary. I Brøbech Jørgensens nasale vokal og karakteristisk svungne melodier, men mindst lige så meget i den sprudlende spilleglæde, der præger hver eneste af Black Mamba's 14 sange. Som i øvrigt holder højt niveau fra ende til anden. En kraftpræstation!"

Nu er der så sat udgivelsesdato på Mani Spinxs tredje, endnu ikke navngivne sammensurium, der udkommer mandag den 15. marts. Indtil da kan man smutte ind og lure på, hvordan indspilningerne har set ud, på Mani Spinxs YouTube-kanal, hvor der ligger et par videoer. Der er arrangeret en kort turné til april, som opfølgning på albummet, og programmet kan ses nedenfor. Der kan findes billetter til koncerten i Det Bruunske Pakhus, Frederecia, på GAFFA Live, resten kommer op senere.


Turnéplan:

Lø. 3. april     Odense, Kansas City
To. 8. april     København, Beta
Fr. 23. april    København, Rust
Lø. 24. april    Fredericia, Det Bruunske Pakhus
Lø. 8. maj       København, Nørrebro Teater, Late Night Lørdag (solo)

ANNONCE