Nyhed

Vinnie Who udgiver debutsingle

Den første single fra disko/funk-troldmandens debutplade med tilhørende B-side er netop frigivet

Da GAFFA vanen tro lavede listen "De bliver store i 2010", var Niels Bagge Hansen, alias Vinnie Who, at finde blandt de upcoming talenter, og det ser allerede nu ud til, at spådommen går i opfyldelse. Han har i dag udsendt sin første single, "What You Got Is Mine", med B-siden "Rise With You", fra hans endnu ikke navngivne debutplade, der ventes at komme i butikkerne til efteråret. "What You Got Is Mine" er netop samlet op som "Ugens Uundgåelige" på P3, så det må siges at være en god start for debutanten. 

Indtil nu har Vinnie Who bedst markeret sig som et excellent, syv m/k stærkt live-act, og det lader ikke til, at det kommende album vil stå tilbage for koncerterne, hvis "What You Got Is Mine" er noget at gå efter. Niels Bagge Hansen har selv skrevet al musik og tekst, og indspillet langt det meste materiale på egen hånd, men han har dog hentet Lasse Lyngbo (White Pony, Diefenbach) ind som producer.

Da Vinnie Who gik på scenen under Start! Festival sidste år, diskede Nynne Hein Møller op med fem stjerner, og skrev blandt andet:


"Vinnie Whos numre er forholdsvis enkle, men bygger sig alligevel stille og roligt op og nuanceres løbende, så man ikke kan blive andet end imponeret. De er næsten usandsynligt iørefaldende, så selv den mest livstrætte bedstefar ikke ville kunne andet end at rocke med.Den danske electronica-scene klarer sig ganske fint i udlandet med Trentemøller som bannerfører. Og med Vinnie Whos ekstremt internationale og mindst lige så festlige og smittende lyd er der god grund til at tro, at denne tradition for høj, dansk standard på den elektroniske scene nok skal leve videre - i hjemlandet såvel som i udlandet."

Den nye single og B-siden kan købes digitalt via iTunes, og udsendes på 12" vinyl mandag den 15. februar. Vinnie Who kan i øvrigt opleves live, når han med sit live-band tropper op til tre danske koncerter, samt til By:Larm i Oslo. Datoer kan ses nedenfor, og billetter til de danske koncerter kan købes via GAFFA Live.

Koncertkalender:


12. februar: Toldkammeret i Helsingør
18. februar: By:Larm i Oslo
16. april: Studenterhus i Århus
17. april: Lille Vega i København

 

ANNONCE