Nyhed

Leftfield spiller deres første koncert i 10 år

Den engelske elektroniske dance-duo spiller deres første koncert i 10 år til den skotske Rock Ness Festival

Den britiske duo Leftfield, der slår sine folder inden for det elektroniske spektrum af musikken, gik hver til sit tilbage i 2002 efter blot at have udgivet to albums. Duoen havde især sin storhedstid i 1990'erne, hvor de stod som pionerer indenfor de grene af elektronisk musik, man kalder intelligent dance music og progressive house.

Sammen med The Chemical Brothers og Underworld var de blandt de første, der integrerede gæstesangere, når de optrådte live. Duoens første store hit var "Open Up", som blev lavet i samarbejde med John Lydon (Public Image Limited, ex-Sex Pistols). Herefter udgav de deres debutalbum "Leftism" i 1995, som blev fulgt op af "Rythm And Stealth" i 1999 samt et remix-album i 2000.

Det var det sidste, man hørte fra bandet, indtil de i 2002 offentliggjorde deres brud. Splittelsen forklarede de med, at de havde mere lyst til at arbejde med deres soloprojekter.


Nu bekendtgør Leftfield imidlertid, at de spiller på den skotske Rock Ness Festival til sommer, hvilket altså bliver gruppens første optræden i 10 år.

Den årlige skotske festival finder sted fra den 11.-13. juni på bredden ved Loch Ness nær Inverness. Rock Ness festival byder ud over Leftfield på bands som The Strokes, 2manydjs, Soulwax og Friendly Fires.

ANNONCE