Nyhed

Støttekoncert for de hjemløse

Bandet med Billy Cross i forgrunden, Everybody's Talking, afholder i dag støttekoncert i Hørsholm Kirke til fordel for de hjemløse

Der er i disse dage næsten gået inflation i støttearrangementer, og i dag er endnu en støttekoncert blevet annonceret. I løbet af i dag og de kommende par dage skulle Danmark blive overdynget af sne og kulde, hvilket passer fint med, at Morgencaféen for Københavns hjemløse - for lang tid siden - har arrangeret en støttekoncert i samarbejde med Rungsted Sogn. Koncerten foregår i Hørsholm Kirke til fordel for de hjemløse, som har nogle kolde dage i vente.

Koncerten er med Everybody's Talking, som består af Billy Cross, Jimmy Colding og Lars Maabøl. Bandet kalder selv deres koncerter for "Sit Down Comedy", da de eftersigende er et meget humoristisk band.

Michael Espensen, der er leder af Morgencaféen for Hjemløse, har i mange år haft et samarbejde oppe at køre med Everybody's Talking, og han udtaler sig i en pressemeddelelse om bandet:


"Jamen, de er jo morsomme! Alle bands spiller fremragende, men de tre fyre får oveni købet folk til at storgrine. Så publikum får hele tre ting: Gode sange, smukke vokaler og masser af jokes. Vi har hårdt brug for dine penge, det er ikke nogen hemmelighed. Hver en krone bliver brugt på de hjemløse, til mad, tøj, soveposer m.m."

Så har man lyst til sjov, hygge og varme i en kold tid, skal man møde op i Hørsholm Kirke i morgen den 3. februar kl. 20. Overskuddet fra koncerten går ubeskåret til de hjemløse, og billetter til arrangementet kan købes her.

ANNONCE