Musikparlamentet byder i morgen musikinteresserede ind til en debat om, hvorvidt musikbranchen skal sælge ud eller ej
Foreningen Musikparlamentet, bestående af folk fra den danske musikbranche, åbner i morgen dørene for alle musikinteressede, som har lyst til at diskutere, hvorvidt musikbranchen bør sælge ud eller ej.
Musikparlamentet er af den overbevisning, at musikbranchen for at overleve må alliere sig med dansk erhvervsliv. Der er en masse fordomme forbundet med eksempelvis at lade sin musik optræde i reklamer for store firmaer, men Musikparlamentet ønsker nu at modbevise den påstand, at det skader bands at "sælge ud".
Deres tese er, at det i USA fungerer uden problemer, og at det ikke har skadet danske kunstnere at vove sig ud i reklamebranchen. Musikparlamentet nævner for eksempel Infernals samarbejde med McDonald's, Alphabeats makkerskab med Coca Cola, Tina Dickow og SAS-reklamen, Jokeren med DSB og The Asteroids Galaxy Tours samarbejde med Apple og Peugeot. Ingen af disse kunstnere har mistet noget ved at arbejde sammen med erhvervslivet, ifølge Musikparlamentet. Eller har de? Det er blandt andet det, de ønsker at tage op til debat i morgen aften.
Musikparlamentet skriver i en pressemeddelelse at:
"Målet med aftenen er at se mere systematisk på, hvordan små og store danske virksomheder kan indgå samarbejder med danske musikere, så både bands, fans og virksomhed tilgodeses i processen".
Panelet består af:
Andreas Kromphardt Carlsen, konsulent ved Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi
Mark Lorenzen, Lektor på Institut for Innovation og Organisationsøkonomi, CBS
Carla Cammilla Hjort, Stifter og direktør i ArtRebels
Moderator: Jakob Martini, journalist på Dagbladet Børsen
Livemusikken leveres af indiefolk-bandet Let Me Play Your Guitar, der i efteråret lå nummer 1 på Det Elektriske Barometer med nummeret "400 Lies" og lige nu er aktuelle med den ep'en "Doing Rainbows".
Debatten løber af stabelen i morgen, onsdag den 3. februar, kl. 18.30 i Borups Koncertsal, Frederikholms Kanal 24, 1220 Kbh K., og arrangementet koster 40 kr.