x

Nyt album på vej fra Crowded House

Nyt album på vej fra Crowded House

Rockgruppen Crowded House udgiver til maj opfølgeren til 2007-albummet "Time On Earth". Pladen, der endnu ikke har et navn, er produceret af den erfarne herre Jim Scott, der har produceret albums for blandt andre Rolling Stones, Foo Fighters, Tom Petty og Wilco. Albummet er optaget i Neil Finns Roundhead Studios.

Crowded House gik hver til sit i 1996, men fandt sammen igen i 2007. Dog uden bandets oprindelige trommeslager, Paul Hester, der i 2005 begik selvmord. Mens Crowded House stod stille, lå gruppemedlemmerne dog på ingen måde på den lade side. For eksempel havde bandets stifter Neil Finn (billedet) travlt med sin solokarriere, hvor han nåede at udgive to albums og et soundtrack.

Gruppens første album efter gendannelsen var "Time On Earth", som ikke imponerede GAFFAs anmelder synderligt. Han kvitterede med tre stjerner og ordene: 

"Resultatet er en lightudgave af superbandet helt uden den samme gennemslagskraft. Neil Finn synger med sin velkendte blå tone, og guitarpoppen kører ubesværet. Desværre også ganske ubemærket for lytteren".

Det bliver spændende at høre, om de hærdede drenge har udviklet sig siden sidste udgivelse, når deres kommende album - der bliver det sjette i rækken - er på gaden til maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA