Nyhed

Def Jux takker af

El-P har sendt et brev til sine fans om, at selskabet ophører med at eksistere. I hvert fald i sin nuværende form. El-P vil tilbage til udgangspunktet.

I løbet af de sidste ti år har det uafhængige, New York-baserede hiphoppladeselskab Definitive Juxtaposition, eller bare Def Jux, under ledelse af stifteren Jaime Meline, El-Producto, eller bare El-P, ladet verden vide af en anden hiphop end den, der møder øjet. Selskabet og dets kunstnere har opnået stor anseelse i såvel hiphopkredse som i de mest inkarnerede rockcirkler, men nu er det imidlertid slut. I hvert fald med at køre, som vi kender det.

"I 2000 gav det god mening at starte et traditionelt pladeselskab. Men nu, i 2010, giver det knap så meget mening, og jeg oplever mig selv længes efter noget andet at lægge min energi i," fortæller El-P i det nyhedsbrev, han nu har sendt ud for at rydde op i de mange rygter, der på det seneste har svirret omkring selskabet. "Jeg ser også nyere, smartere, mere interessante ting i horisonten for den måde, kunst og forretning krydser hinanden på, og som kunstner og virksomhedsleder er jeg ivrig efter at se dem udfolde sig."

Producto gør dog opmærksom på, at Def Jux-kataloget stadig vil være til salg i butikkerne, ligesom også hjemmesiden fortsat vil fungere som nyhedsstrøm omkring selskabets kunstnere. Der er også planlagt nogle afsluttende udgivelser, heriblandt afdøde Camu Taos "King of Hearts," en tiårs opsamling og en remixcompilation. Men så skulle det også være slut, og der vil altså ikke komme nogen nye Murs-, Cage- og Mr. Lif-udgivelser på Def Jux.


"De dage, hvor jeg dedikerede størstedelen af min tid og energi til at forsyne Jux med en konstant strøm af fysiske udgivelser fra mange kunstnere, er sat på standby indtil videre. Mit hjerte (og den lille smule sunde fornuft, jeg besidder) fortæller mig, at jeg skal forenkle mit fokus, og det har altid været mit princip, at lytte til mit hjerte."

Meline vil hellere have tid og kræfter til at være kreativ og fokusere på sin egen musik. Et ønske, der er blevet skubbet i baggrunden i takt med Def Jux' stigende succes.

"Mit fokus i den nærmeste fremtid vil være at komme tilbage til udgangspunktet. Det sjove: At sidde i studiet og lade mig selv opsluge i musik, fremføre det for mine fans, når tiden er inde til det, og hvad der end ellers måtte være for mig rent kreativt."


ANNONCE