Nyhed

Neil Young arbejder på nyt album

I en takketale ved MusiCares Person Of The Year kom det frem, at Neil Young er i fuld sving med nyt materiale

Han nærmer sig efterhånden pensionsalderen, men sådan en lille detalje stopper åbenbart ikke produktiviteten for en mand af denne kaliber. Det blev bekræftet ved MusiCares Person Of The Year-arrangementet, der fandt sted sidste uge. Det var Young selv, der var aftenens hovedperson, og et utal af musikere var mødt op for at spille deres yndlingssang af ham. Da Neil Young gik på scenen for at sige tak for æren, kunne han glæde med nyheden om, at han i øjeblikket arbejder på et nyt album:

"Tak fordi I mødte op her i aften, det er første gang, vi har haft så mange med ved et af disse arrangementer, så det er en stor ære for mig, og det sætter jeg virkelig pris på. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, jeg er så beæret over det her, - jeg havde glemt, hvor mange sange jeg har skrevet, og at have set så mange af dem [opført af de fremmødte musikere, red.]. Jeg vil bare have, I skal vide, at jeg arbejder på et nyt album; jeg har allerede skrevet fire eller fem sange, og jeg har slet ikke lyst til at stoppe. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at fortsætte i lang tid endnu."

Der er altså ikke grund til bekymring hos Neil Young-fans i den umiddelbare fremtid. Det ser ud til, at der er rigeligt i vente fra hans side i mange år endnu. Det vides ikke, hvornår det nye album kan ventes at være færdigt, og der foreligger heller ingen information om titel og eventuelle samarbejdspartnere på nuværende tidspunkt, men vi følger op på historien, når der er mere at fortælle.


ANNONCE