Nyhed

Rygter om Depp som instruktør på Richards-dokumentar

Det rygtes, at Johnny Depp skal instruere kommende dokumentar om Rolling Stones-guitaristen Keith Richards

Der går rygter om, at skuespiller Johnny Depp skal være manden bag kameraet på en kommende dokumentarfilm om Stones-guitaristen Keith Richards. Det skriver musikmagasinet NME i dag, som har opsnappet rygterne på websiden Screencave.com.

De to herrer har været venner i en årrække, og det er heller ikke første gang, de kommer til at arbejde sammen i forbindelse med en filmoptagelse. De to har tidligere arbejdet sammen i forbindelse med trilogien "Pirates Of The Caribbean", hvor det nok er de fleste bekendt, at Depp spiller rollen som piraten Jack Sparrow, og Richards indtager rollen som Sparrows far, Kaptajn Teague.

Det er ikke første gang, Depp forsøger sig på den anden side af linsen; for eksempel instruerede han filmen "The Brave" fra 1997, der blandt andre havde Marlon Brando på rollelisten, sammen med Johnny Depp selv.


Det vides endnu ikke, om der er hold i rygterne. Kilderne ender tilsyneladende ved en serbisk hjemmeside, men i hvert fald har de fleste udenlandske medier taget historien til sig. Vi følger naturligvis op på rygtet, når vi ved mere om projektet.

 

ANNONCE