Nyhed

Kashmir og Nephew spiller til Zulu Awards

Der er masser af lækre live-optrædner at se frem til, når blandt andre Nephew og Kashmir indtager scenen til Zulu Awards 2010

Det bliver ikke kedeligt, når Zulu Awards 2010 slår dørene op til et brag af en fest i den tidligere Carlsberg-tapningshal. Udover nomineringerne får publikum nemlig lov at opleve Tina Dickow, Alphabeat, Rasmus Seebach, Nabiha og Thomas Holm live på scenen. Derudover er to af Danmarks største bands Kashmir og Nephew netop føjet til programmet.

Nephew vandt for nyligt P3 Guld prisen for årets bedste liveband, og drengenes koncertbilletter forsvinder næsten hurtigere, end de bliver sat til salg for tiden.

Derudover er de fire drenge fra Kashmir albumaktuelle med deres sjette plade "Trespassers", som kom på gaden i mandags. Deres optræden på Zulu Awards bliver afsættet for deres turné, som påbegyndes i Mexico tre dage efter, hvor Kashmir har tre udsolgte koncerter i hus ud af fire. Herefter tager bandet hele Danmark rundt og præsenterer deres nye materiale.


Som vi skrev forleden, har man i år mulighed for at komme gratis til Zulu Awards. Det eneste, man skal gøre, er at tage stilling til organdonation, når den såkaldte "organ-bus" kommer rundt i København. Man behøver således ikke at tilmelde sig som organdonor; en stillingtagen er nok. Læs mere om organ-bussen her.

Zulu Awards finder sted i TAP1 onsdag den 10. februar. Har man ikke mulighed for at fange organ-bussen, kan billetter til arrangementet købes via GAFFA Live.

 


ANNONCE