Nick Cave & The Bad Seeds er klar med genudgivelser af hele tre gamle plader
Den australske rocksanger er sammen med sit band ved at være klar med udgivelsen af tre gamle plader i ny og luksuriøs form. Det handler om udgivelserne "Tender Prey" fra 1988, "The Good Son" fra 1990 samt "Henry's Dream" fra 1992. De bliver udgivet seperat via pladeselskabet Mute i luxus dobbelt-cd versioner med en masse ekstra materiale.
Hvert af de tre albums vil indeholde et remastereret album, en eksklusiv kortfilm af Iain Forsyth og Jane Pollard, B-sider fra singlerne, videoer med mere.
"Tender Prey" vil eksempelvis indeholde akustiske versioner af "City of Refuge", "The Mercy Seat" og "Deanna" samt videoer til de to sidstnævnte.
På "The Good Son" vil man finde B-sider som "The Train Song" og "Helpless" samt videoer til "The Ship Song" og "The Weeping Song".
Slutteligt vil "Henrys Dream" indeholde en masse livenumre, blandt andre "I Had A Dream Joe" og "The Mercy Seat", samt videoer som "Straight To You" og "Do You Love Me Like I Love You".
Slå et smut forbi Drowned In Sounds hjemmeside for at se alle detaljer om de nye, lækre udgivelser, der formentlig vil glæde en del fans.
Samtlige udgivelser ligger klar på hylderne fra og med den 5. april.