Nyhed

Roskilde Festival åbner højskole

Festivalen tilbyder i år 15 dages højskoleophold med workshops i seks forskellige genrer. Miljø, samfund og almen kreativitet er på programmet i workshops'ene.

Når årets Roskilde Festival åbner for opvarmningen d. 27. juni, vil det for nogen indebære andet end en deciviliserende rutsjebanetur ned gennem menneskets mest antietiske primatstadier. Nogle vil nemlig deltage i opvarmningen med en mission, og det er eleverne fra Roskilde Festivalhøjskole.

Skolen er et samarbejde mellem den nystartede Roskilde Højskole og festivalen, og formålet er at kombinere gæsternes sociale festivaloplevelse med deres respektive, kreative interessefelt.

Således er der altså planlagt seks forskellige workshops, der beskæftiger sig med alt fra dans til ninja-miljø-aktivisme og ordets magt. Eleverne lever så det søde højskoleliv i ugen inden opvarmningen, hvor turen endelig går til festivalpladsen. Her skal de fuldføre deres mission: Film om warm-up perioden, koncertreportage fra Pavillion Junior eller samfundskritisk gadeparade med et virvar af verdens musikgenrer.


Undervisningen og arbejdet op til festivalen vil finde sted i nedlagte fabriksbygniner i Roskilde, for skolen er nemlig ikke bygget endnu.

Opholdet inkluderer naturligvis kost og logi, samt indgangsbillet til rusgildet.

Som altid er Roskilde Festivals arrangementer gennemsyret af velgørenhed, klimaaktivisme og samfundsdebat, og højskolens motto lyder da også: "Vi tror på, at kunst og kultur kan være med til at forandre verden."


ANNONCE