Nyhed

Dansk band har medvind i Nordamerika

Det danske band A Friend In London har formået at gøre sig bemærket på den udenlandske scene før den danske

Det er ikke første gang, man ser, at et dansk band vinder de udenlandske hjerter før de danske, og det er tilfældet med rock/pop-kvartetten A Friend In London.

I 2008 vandt bandet den europæiske finale i musikkonkurrencen "Bodog Million Dollar Battle", hvorefter den canadiske festival North By Northeast besluttede sig for at booke bandet til deres 2009-program. Derudover har Canadas store branchefestival Canadian Music Week netop føjet bandet til sit program, som løber af stabelen i midten af marts måned. I forbindelse hermed turnerer kvartetten en hel måned i staten Ontario, hvor de eksempelvis har fået en fotosession med den anerkendte fotograf Frank Greco i hus, studietid i River Recording Studio samt et par radio- og TV-interviews.

A Friend In London har netop færdiggjort en ny musikvideo til nummeret "What A Day", hvor de formodentlig skaber lidt dansk opmærksomhed ved at lade Thure Lindhardt og den kongelige balletdanser Victoria Cooper medvirke. Bandet havde desuden en håndfuld professionelle dansere med i videoen, blandt andre Regitze Mogensen, der har slået sine folder i Hampenberg, Louise Cho, der har arbejdet sammen med Johnson samt Mathias Arvedsen, der både danser og laver koreografi for Medina.


Guineapig Productions, der har specialiseret sig i videoer indenfor musikkens verden, har fulgt A Friend In London siden juni 2009 i et håb om, at bandets succes fortsætter. I så fald skulle det gerne munde ud i dokumentarfilmen "What a way", der skal følge bandets vej fra at være et ukendt band i Danmark til at have en succesfuld karriere i udlandet. 

Man kan lytte til A Friend In London på bandets Myspace-side, og derudover har man mulighed for at opleve bandet en sidste gang inden deres afgang til det nordamerikanske, når de i aften holder "afskedskoncert" i Huset i Magstræde kl. 22.

ANNONCE