x

R. Kelly trygler om respons

R. Kelly trygler om respons

R. Kelly-serien "Trapped In The Closet" har faktisk kørt i nogle år i USA. Ikke på tv, men på dvd, og nu skal serien, der har ligget stille siden "kapitel 13-22" udkom i 2007, måske fortsættes. Kelly har nemlig lavet 15 nye episoder, men om de skal udkomme, er helt op til fanskaren.

"Der er et spørgsmål, der har vandret rundt i hovedet på mig," bedyrer R. Kelly på Twitter. "Fordi jeg har hørt mange folk snakke om 'Trapped In The Closet'. (...) Jeg har netop færdiggjort yderligere 15 afsnit, men før jeg begynder at udgive det her ... bliver jeg nødt til at vide, om det er det her, I vil have fra mig."

Serien har i hjemlandet fået æren for, eller skyld for, om man vil, at medvirke til bevarelsen af musicalgenren. Med Kellys serie, hvor hver episode er en lille musical, har begrebet fået nyt liv. Al dialog synges over gentagne, korte akkordrundgange, og emnerne har blandt andet været stoffer, våben og en strippende dværg.

Derfor er serien også blevet kaldt "usandsynligt bizar," og det er måske det, der nu har fået sangeren til at overveje det en ekstra gang, inden han for alvor fastcementerer sit image som officiel weirdo. Kelly går jævnligt på sin Twitter og beder seerne om at sige god eller dårlig for de nye kapitler.

Sangerens seneste single, "Echo," kan også have gjort sit til den nyslåede usikkerhed. Dens omkvæd er nemlig en gedigen gang jodlen, ganske som vi i Danmark kender den fra tv-serien Bamses Billedbog.

Robert Sylvester Kelly har dog svar på rede hånd: "Jodling er noget, man kan gøre bare for sjovs skyld. Jeg prøver at tage min musik til nye steder, og jeg respekterer folk, der jodler."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA