Det er åbenbart ikke helt nyt, at Aerosmiths forsanger vil arbejde med andet end Aerosmith, fortæller guitaristen Joe Perry
I det sidste lange stykke tid har der været en forfærdelig masse turbulens omkring det legendariske rockband og dets knap så samarbejdsvillige frontmand Steven Tyler: Først fik vi at vide, at Tyler havde forladt Aerosmith, så at han tog et par år fri fra gruppen, og dernæst at de resterende bandmedlemmer ledte efter en ny forsanger. Nu viser det sig så, at Tyler for flere år siden aflagde audition hos et andet band, nemlig Led Zeppelin. Det bekræfter Aerosmiths guitarist Joe Perry i et interview med bladet Classic Rock.
Ifølge Perry tog Tyler til England i 2007, efter at Led Zeppelin havde spillet en enkelt genforeningskoncert i Londons O2 Arena, og deres forsanger Robert Plant sagde nej tak til at fortsætte:
"Steven forsvandt, og jeg ringede rundt. Nogen fortalte mig, at han var i London for at forsøge sig med Led Zeppelin. Det er noget, jeg aldrig har talt om før. Det er et godt eksempel på, hvor svært det har været at holde samarbejdet kørende. Det er ikke første gang, sådan noget sker - det er ulempen ved vores forhold."
Tylers audition med Zeppelin skulle i øvrigt være gået rædselsfuldt, mest fordi han troede bandet ville samles igen for at lave nyt materiale, ikke for at spille deres gamle numre, og Tyler er åbenbart ikke så godt inde i Zeppelins bagkatalog. Jimmy Page skulle have fortalt Joe Perry, at Tylers audition "føltes virkelig akavet".
Den kære Steven Tyler er i øvrigt til afvænning lige nu, da han er blevet afhængig af smertestillende medicin, men det har ikke forhindret ham i at true Aerosmith med et sagsanlæg, hvis gruppen faktisk beslutter sig for at bruge en anden forsanger, mens han selv er på orlov. Hvordan alting kommer til at spænde af, må vi vente og se. Vi må bare håbe, at Tyler ikke smadrer Joe Perrys guitar, for så risikerer vi jo en Aerosmith-Oasis-fusion, eller det, der er værre.